Søg:

Presse

"Afhængig" 22. årgang 2006 - af Helena Lykkegaard

Sjælerejser som terapeutisk værktøj

I min klinik i Odense bruger jeg sjælerejser både som terapeutisk behandling, men også som en såkaldt turistrejse. En terapeutisk sjælerejse er en regression tilbage til et af sine tidligere liv, hvor man genoplever en problemstilling, som også er aktuel i det nuværende liv.

I det nuværende liv er rollebesætningen blot en anden, men problemet det samme. Årsagen til disse problemer er, at man skal lære at håndtere problemet på bedst mulig måde, og lærer man ikke det, er det en ”ommer” i et nyt liv, med en ny rollebesætning. Scenen er sat!

Lad os tage et eksempel som afhængighed. I et tidligere liv skulle man lære at modstå rusmidler, men bestod ikke, og derfor får man igen mulighed for at lære det man skulle lære, nemlig i dette liv. Og hvordan går det så lige med det? Det er aldrig for sent at lære at takle fristelsen, og aldrig for sent at lægge sit liv om, men lader man stå til, kommer man til at gennemgå det hele en gang til.

Ved at gå tilbage til tidligere liv, kan man få hjælp til at finde løsningen på problemet i dette liv.

En anden metode er at hypnotisere folk til Livet mellem Livene. Her er det kun sjælen der taler, og dette bringer en klarhed over alle livene og de prøvelser, som kan virke så uretfærdige på mange.

Der er en plan bag det hele, og den kommer man i kontakt med, ved at blive hypnotiseret til en ren sjæletilstand. Uanset hvilken religion eller mangel på samme, man dyrker, vil man opleve de samme ting i sjæleverden. Sjæleverden er kærlig og tilgivende, og uden fordømmelse.

Vi er selv vores egen værste dommer.

Helena Lykkegaard

Certificeret Hypnose- og NLP terapeut.

Regressionsterapeut, og

Livet mellem Livene- terapeut.

www.SoulMind.dk

Artikel i "Vølse" nr.38 2006 - af Gitte Gifford

Beretning om en sjælerejse – Regression hos hypnoseterapeut Helena Lykkegaard
3. 10. 2006

I forbindelse med vores debat om døden har jeg gjort mig en del tanker herom og da jeg fik kendskab til, at der her i Odense - hvor jeg selv bor - faktisk findes en såkaldt hypnoseterapeut, der er oplært i at føre personer tilbage til tidligere liv, vakte det min interesse og jeg aftalte at gennemgå en såkaldt regression (tilbageførelse) for at se om jeg kunne lære noget af det.

Det nye ved den form for regression, som jeg valgte at afprøve er, at man her bliver ført tilbage til stedet mellem livene, en metode som er udviklet af Michael Newton. Mere herom senere.

Hypnoseterapeut Helena Lykkegaard arbejder som souschef på en institution for børn og unge og er uddannet socialpædagog, men har sideløbende med denne stilling taget uddannelser inden for NPL og coaching samt Reiki-healing og nu også hypnoseterapeut.

Mange har sikkert set og hørt mange programmer om reinkarnation, men Helena Lykkegaard arbejder som en af de eneste her i landet efter Michael Newton-metoden, som især kommer ind på områder om livet mellem livene, livsvalgsrum, mødet med sin sjælegruppe og guide samt opholdet i Biblioteket og endelig præsentationen for det, der kaldes Rådet.

Jeg har egentlig aldrig rigtig troet på noget efterliv; faktisk har jeg altid ment, at ånden/bevidstheden simpelt hen bliver opslugt af universet, når kroppen dør og forestillingen om, at der skulle findes et sted hvor man kom hen – uanset om det er Hel (og alle ni dødsriger herunder ) Valhal, Folkvang, Paradis, Himmel eller Helvede eller noget helt syttende – har endnu ikke overbevist mig om, at der skete andet end at min ånd højst blev optaget i en hvirvelstrøm af urkraft.

Tanken om reinkarnation har altid gjort mig skeptisk, men nysgerrig - fordi den enten lyder for god til at være sand eller alt for fatalistisk/deterministisk til min smag: hvorfor vælge et svært liv hvis man kan vælge et behageligt?

Det er jo netop den begrebsverden som hinduer og buddhister har – troen på Det Altoverskyggende Karma. Men er reinkarnation ’universel’ – uanset trosretning?

Kan man virkelig forklare uretfærdighed og fattigdom med, at man selv har valgt netop et sådant liv frem for et andet? Og hvorfra kommer den klogskab/visdom, der gør, at sjælen eller jeg’et vælger det svære liv frem for det nemme; helt banalt tænkte jeg tanker som: ”Hvad fik Hitler eller Stalin til at vælge så voldsomme liv, hvis de ku’ have valgt at være Ghandi eller Mother Theresa?”.

Inden seancen havde Helena bedt mig om at skrive alle de spørgsmål jeg måtte have ned - om både tidligere liv samt livet mellem livene og også lave en liste over 10 personer, der på godt og ondt har påvirket mig.

Jeg var især meget interesseret i, at høre om livet mellem livene og det gjorde vi en del ud af.

Helena Lykkegaards arbejder efter en metode hvor man skal være mindst 30 år og hun havde også gjort mig klart, at jeg kunne være en helt ny sjæl og derfor muligvis ikke ville kunne huske andre liv af gode grunde.

Hele sessionen varede hen ved 6 timer og på mange punkter mindede det mig om en lang trommerejse – mere herom senere. Jeg fik bånd med hjem, så jeg kunne fordøje oplevelsen i mit eget tempo. Og jeg skal love for at en sådan oplevelse ikke kan fordøjes på kort tid. Det sætter et aftryk.

Det blev hurtigt klart, at det har sin fordel, hvis man har dyrket en smule meditation, da man under en seance bliver ført ned i et hypnotisk leje, som til en vis grad kan sammenlignes med nogle af stadierne under en meditation eller intensiv visualisering. Man er fuldkommen vågen, men afslappet på grænsen til trance eller før-søvnsstadiet. Helenas stemme førte mig hele tiden fra det ene stadium til det andet og tilbage til dette livs forskellige aldre, i starten tællende ned fra min nuværende alder, for at stoppe op ved det 12., 7. og 2. år og til sidst lede mig ind i livmoderen lige før min fødsel.

Det er uvist om det var ubevidst, men lige her –som denne eneste gang – følte jeg et ubehag i form af en stramning af bryst og mave.

Mennesker født ved kejsersnit føler måske at de bliver ”revet/trukket ud”, men det er kun en strøtanke jeg havde senere for alle regressioner er individuelle og opleves forskelligt.

Helena havde også på forhånd gjort mig klart, at det ikke kom til at handle om at skulle gennemleve voldsomme oplevelser hverken i dette eller i evt. tidligere liv og jeg følte mig hele tiden tryg og beskyttet af det mentale skjold, som omkredsede hele min krop.

Jeg ved at andre regressions-rejser kan omhandle, at man gør op med traumer fra både det nutidige og de evt. tidligere liv, men det var ikke vores ærinde her.

Billederne væltede straks frem og blev klart at det er en fordel, at jeg har lidt erfaring med visualiserings-og trommerejser og generelt har forholdsvist nemt ved at visualisere.

I mit stille sind havde jeg på forhånd sat skeptiske spørgsmål til om jeg ville ”opfinde” noget undervejs, ”kom jeg mon til at tale på et andet sprog” (jeg taler nogle stykker til husbehov) hvis jeg havde været græker, afrikaner eller inuit? Sådan fungerer det ikke i åndeverdenen, skulle jeg senere erfare, men jeg var skeptisk over for om min interesse for historie generelt ville ”krydre” seancen og det er stadigt svært at svare på, da det jo er et spørgsmål om tro og overbevisning.

Jeg har helt bevidst valgt ikke at komme ind på de liv som jeg oplevede af to grunde; den ene er at det en meget personlig oplevelse og ikke noget, som jeg umiddelbart vil dele med andre end dem, der står mig meget nær og kender mig rigtig godt. Den anden grund er mere simpel: det ville kunne kede læseren drabeligt, hvis man ikke allerede er stået af.

I stedet har jeg valgt at komme nærmere ind på de mellemstationer og steder, som jeg oplevede, at sjælen ankommer til eller opholder sig på mellem livene.

Det er langt fra alle hypnoseterapeuter, som opererer med disse mellemstationer. Helena Lykkegaard har taget sin uddannelse hos Michael Newton, der især interesserer sig for hvor sjælen opholder sig mellem livene og hvad der sker på disse opholdssteder. Her spiller mødet med sin guide og genforeningen med sin sjælegruppe ind samt en præsentation over for det, som kaldes Rådet – som jeg tolkede som et udvalg af kloge og vise vejledere – med andre ord: Ens arketyper. Jeg opfattede Rådet som arketyper, men de kan også være meget andet, som jeg forstod det på Helena og arketyper er jo netop meget forskellige.

Hos Rådet kan man stille spørgsmål og få svar og det hænder af man modtager gaver fra Rådets medlemmer. Det Råd jeg blev præsenteret for gav mig et smykke, der hang sammen med min sjæls opgave eller dens valg af formål. Smykket var et tegn til mig, forklarede Helena senere; til gavn i mit nuværende liv. Betydningen deraf kommer måske først senere, men det er meget betydningsfuldt.

Det er også af afgørende betydning hvad man oplever, når man bliver bedt om at gå ind i det, der kaldes Biblioteket og finde sin livsbog, en bog der indeholder oplysninger om sjælens tidligere liv – som man kan bladre frem og tilbage i og på den måde hurtigt ’skyde’ genvej til tidligere liv.

Jeg havde på forhånd spurgt en smule ind til hinduisme og buddhisme, fordi disse trosretninger har reinkarnation inkorporeret i deres kulturer, dog på forskellig vis alt efter gren, men det berørte vi ikke ret meget, grunden dertil var, at disse trosretninger har en lidt anden opfattelse af karma end Michael Newtons teorier herom, da man ifølge ham kan opholde sig i længere perioder mellem nye liv, enten sammen med sin sjælegruppe eller i dvale på et sted, hvis sjælen trænger til hvile og genopladning. I disse dvaleperioder kan man desuden lære en masse om sine tidligere liv, gennemspille dem mange gange, prøve at gøre tingene anderledes, og på den måde være mere og mere klar til det næste liv.

Inden seancen havde jeg som sagt stillet spørgsmål til netop Hitlers eller Stalins sjæle og ifølge Michael Newtons teori vil sådanne sjæle ankomme til et isoleret sted, hvor de vil opholde sig i lang tid (evigheder?) for at få lov til igen at mødes med deres sjælegrupper og guider. Deres immanente sjæle ville være så ituslåede at det ville tage oceaner af tid at samle dem igen. Men de vil få ”chancen” for at blive så hele igen at de atter kan inkarneres, forudsat at de kan dannes igen, dog forfra; de må starte på ny – helt forfra.

Jeg fik straks associationer til et evigt Hel. Sort, mørkt ødeland, ingen kontakt til andre… kun grå trøstesløshed. Jeg skal dog lige indskyde at der ifølge Michael Newton teorier ikke findes hverken helvede, himmel eller for den sags skyld nogen gud. Det kom noget bag på mig, da jeg spurgte Helena om hun troede på nogen form for guddommeligt aspekt og hun klart meldte ud med, at det troede hun slet ikke på, for sjælene passer sig selv og ingen gud eller andre instanser griber ind.

Under min rejse mødte jeg min egen guide (som var en værre drillenisse!) og sjælegruppe og da jeg skulle beskrive deres farver, antal, skikkelser og opholdstedets udseende faldt det mig forbløffende nemt.

På et tidspunkt blev jeg bedt om at forstille mig, at min guide holdt et spejl op foran mit ansigt og her så jeg min sjæls farve eller aura. Jeg fik også dens navn at vide. Noget, der ’kom’ til mig på en helt uanstrengt måde.

Helena forklarede mig bagefter farvernes betydning og symbolik, som jeg antog måtte være ækvivalenter til de østerlandske chakraer, men det viste sig at de har mere tilfælles med den smule jeg ved om Kabbalah- mystik.

Den smukkeste oplevelse under hele seancen var min mellemstation eller det som kaldes livsvalgsrummet, som for mig var en tæt skov fuld af høje, slanke og mørkegrønne træstammer med et vidunderligt sollys spillende mellem de yndefulde stammer. Stedet var fuldkommen fredfyldt, ja, ganske enkelt vidunderligt. Helena spurgte hvorfor jeg netop havde valgt mit nuværende liv og det faldt mig helt naturligt, at sige, at det havde valgt mig, for træerne delte sig i en bred allé, der var så indbydende, lysende og kaldende, at dén måtte jeg vælge.

Jeg kan stadig ikke sige om det var min underbevidsthed, der spillede mig et puds, men hele oplevelsen var så utrolig stærk og vil komme til at præge mig i lang tid fremover. Jeg er glad for at jeg ikke på forhånd havde læst nogle af Michael Newtons bøger, for når man som jeg er skeptisk anlagt ville den måske blokere for en umiddelbar given sig hen til oplevelsen.

Og ja, jeg er da stadig skeptisk: fantaserede jeg mig frem til oplevelsen eller er der noget om det? Det slog mig nemlig, at der var en rød tråd i hele forløbet, som gav mening, men som sagt: det er umuligt for mig at vide om det var min kreative fantasi, der havde en finger med i spillet.

Hvis man har oplevet, at en intens visualiserings-og/eller trommerejse har givet større åndelig og personlig indsigt kan jeg kun skynde på, og anbefale at man ”under” sig selv en regressionssession.

Det er en fantastisk rejse hvis man åbner sig for den.

Og hvis der er et efterliv, så er det som den enkelte oplever det på sin helt egen individuelle måde og det sammen gælder naturligvis også for livsvalgsrummet og livet mellem livene. Ifølge Helena kommer vi alle de samme steder hen, men alle oplever dem forskelligt.

Ingen ved hvis syn er sandets!

Selv er jeg stadig på en ukendt mellemstation. Levende og åben.